Trelags-princippet - Lag på lag

Trelags-princippet - Lag på lag
En effektiv form for isolering er at anskaffe sejlertøj efter 3-lagsprincippet. Her bruger du tøj, der isolerer ved hjælp af et 3-lags termosytem.
Dette system er baseret på et simpelt faktum om, at vand transmitterer varme/kulde 30 gange hurtigere end luft.
Derfor bliver våd/fugtig hud kold 30 gange hurtigere end tør hud.

Så skal du holde varmen, når vejret er hårdt, vådt eller koldt, er det vigtigt at du er tør. Skal du være tør, skal dit tøj transportere fugt og sved væk fra kroppen, og ikke mindst skal det yderste lag holde regn ude.

De 3 lag er: 


Det inderste lag / BASELAYER
Baselayer er et basis lag, altså det inderste lag tøj man har på når man dyrker sport.
Det inderste lag tøj skal sidde tæt på kroppen og transportere sved og fugt væk fra huden. Svedtransport kan måske for mange lyde som et lidt morsomt begreb, men det er faktisk ikke for sjov, at der er så stor fokus på det. Undertøjet skal være hensigtsmæssigt udformet og have en størrelse, så undertrøje og underbukser ikke glider fra hinanden, når man bukker sig sammen.  Underbukser med gylp er en fordel for mændene.
Til både maritimt brug og til skisport anvendes i stor udstrækning såkaldt termoundertøj i særligt kunststof. Det udmærker sig bl.a. ved at have en god svedtransporterende effekt, så undertøjet ikke føles vådt, selvom man sveder. 
Det nytter nemlig ikke noget at investere flere hundrede kroner i et funktionelt yderlag, hvis det du har under, ikke kan transportere sveden videre ud til de ydre lag. 

 

Det mellemste lag / MID LAYER
Mid layer er det isolerende lag tøj, som bæres uden på dit undertøj. Denne del er i virkeligheden den vigtigste. Den skal – sammen med den yderste vand- og vindbeskyttende del – sørge for at man holder varmen.
Det opnås ved valg af et materiale, der sikrer stillestående luft. Det kan f.eks. være naturmaterialer som uld og dun eller fibermaterialer som PrimaLoft®, fleece, teddy bear, fiberpels, termopile eller lignende. Kunststoffer har den fordel, at de tørrer hurtigere, når de er blevet våde, mens uld selv i våd tilstand bevarer en meget stor del af sin oprindelige isolationsevne.
Man bør have to sæt mellembeklædning med hhv. større og mindre isolerende evne, som man kan skifte mellem afhængigt af ydertemperaturen.

Mid layer kan f.eks. være en god vamset fleece. Det er vigtigt at du her også vælger et svedtransporterende materiale. Brug aldrig bomuld da dette ikke transporterer fugten væk fra kroppen, men derimod suger fugten. 

 

Det yderste lag / OUTER LAYER
Outer layer er det yderste lag af det komplette sejlertøj. Dette lag skal være vandtæt og holde regnen ude. Samtidig skal det være åndbart, så sved og fugten indefra kan fordampe ud igennem det yderste lag. 
Yderbeklædningen bør bestå af to dele og jakken være tilstrækkelig lang til at nå godt ned over buksernes øverste kant.
Jakke (og bukser) skal være lette at tage af, så man let kan komme til at skifte mellembeklædningen og således, at toiletbesøg kan gennemføres.
Under en sejltur skifter man ofte fra stillesiddende til i hvert fald et moderat arbejde.
Sådan et skift medfører en stigning i forbrændingen og dermed også tilsvarende i varmeproduktionen med en firedobling.

Derfor er det en god idé, at yderbeklædningen er udført i et materiale, der kan ”ånde” og at især jakken er nem at åbne, så man kan komme af med overskudsvarme.

Jakke og bukser skal kunne lukkes tæt sammen ved ærmer, ben, hals, livet og ved hætten. Tilsnøring af alle åbninger kan dels være aktuelt i ekstremt koldt og dårligt vejr og dels ved overbordfald for at skabe et aflukket og derfor isolerende lag af luft/vand mellem kroppen og omgivelserne.

Endelig bør farven på især jakkens øverste del vælges efter sikkerhed og ikke efter tidens mode.
Ved overbordfald vil en skrap/synlig farve som orange på skuldre, ærmer, hætte og redningsvest bidrage virkeligt meget til at øge synligheden i vandet.

Er du i tvivl om hvad du skal tage på, når du skal ud at sejle, så kig forbi butikken eller ring til os.